Hvad er sorg?

Sorg er en helt naturlig reaktion på tabet af en, man elsker højt. For langt de fleste vil sorgen langsomt indlejre sig som en naturlig del af livet hvor man kan have den mistede med sig som en vigtig del af sin egen historie. Her vil der ikke være behov for professionel bistand da støtte fra det nære netværk for de fleste vil være tilstrækkeligt. For nogle bliver tabet af en nærtstående mere kompliceret og resulterer i en langvarig, fastlåst og smertelig tilstand. Ved komplicerede sorgreaktioner kan der være brug for professionel hjælp således at sorgen kan finde en mere naturlig plads i livet hos den sørgende.

 

Behandling af sorg 

Der kan være forskel på den hjælp man har brug for lige efter dødsfaldet, hvor nogle vil være præget af chok og krise og på den behandling nogle har brug for på sigt. Ved indsatsen omkring den akutte sorg vil der ofte være brug for relativt få samtaler, hvor man får hjælp og støtte til at forholde sig til den nye livssituation.

Hvis tabet fortsat over tid føles uvirkeligt, og måske så overvældende og ubærligt, at man helt undgår sorgen eller modsat konstant overvældes, så kan der være brug for sorgterapi som ofte vil strække sig over et længere forløb end den akutte indsats. I sorgterapien arbejdes med forskellige tilgange alt efter den enkeltes sorgreaktioner og behov. Ofte vil vi inddrage billeder af den afdøde og minde-genstande, udarbejde tidslinje for tiden op til og lige efter dødsfaldet, i tankerne genbesøge nogle af de minder der er særligt vigtige og/eller svære mv. For nogle kan brevskrivning til den afdøde inddrages som et vigtigt redskab i arbejdet med sorgen. Hvis der er tale om deciderede traumer i forbindelse tabet kan det være relevant få disse bearbejdet ved hjælp af metoden EMDR.